Tilkøring af motor (Motor break-in)

Tilkøring af motor eller break in, som det hedder på engelsk, er nok et af de mest omdiskuterede emner når det kommer til motorer.
Indenfor 1/10 racing er det nærmest ikke aktuelt længere, da de fleste kører med børsteløse motorer.

Men indenfor mini rc racing er det stadig aktuelt.
Den type motorer der har brug for tilkøring er en børstet motor, på engelsk brushed motor.
Børstede motorer bruges mest til mini biler, i skalaerne 1/32, 1/28, 1/24 såsom Slot Car Racing (Miniracing) MagRacing, Mini 4wd Racing, som er meget populært i Japan og i mini rc biler, som Mini-z, Mini-Q, X-Mods, Firelap, WLToys m.fl.

Indenfor specielt Mini-z og WLToys bilerne er brushless motorer ved at være meget udbredte, da de næsten er vedligeholdelses frie og har meget mere power.

Hvorfor tilkøre en børstet motor?
Tilkøring handler om at få mest fart ud af motoren, som især er relevant hvis du kører løb med din bil.

Her er et billede der viser en motor før og efter en tilkøring

Det er kun motorer med kulbørster der kan køres til, en motor der har kobber børster kan ikke. (se billedet)

Hvad sker der i motoren når den tilkøres?

Kører du ikke løb, men bare for hyggens skyld og har du ikke en interesse i el motorer så ser jeg ikke nogen grund til at bruge tid på tilkøre din motor.

Metoder
Der er mange bud på hvordan en motor skal tilkøres, her er nogle af de mest kendte metoder:


Banekørsel
Lad os starte med det de fleste gør, nemlig bane tilkøring. Jeg har valgt at kalde denne metode for banekørsel og det er metoden hvor man tilkører motoren direkte på banen, man sætter bare motoren I bilen og kører løs og det kan sagtens være en effektiv måde at gøre det på og det er vel nok en metode de fleste har prøvet.
At man har en ny bil som efter noget tid begynder at køre hurtigere. Det er dog ikke en særligt kontrolleret metode, det er svært at vide hvornår motoren peaker og er klar til løb.
Ved den her metode er anbefales det at man har et timing system, sådan at man kan se hvornår der begynder at komme hurtigere tider og motoren yder max.

Dog ikke en metode jeg anbefaler hvis bilen skal forberedes til løb.


Kørsel uden load
Den letteste metode, hvor du bare kører motoren med ca. 1.5 – 3 Volt i 10 minutter eller mere (alt afhængig af motor type)
Du skal bare bruge en batteri pakke eller en strømforsyning.

Læs også Motor break-in system: Geforce – Mini Break In System


Slave motor metoden
Slave motor metoden (se billedet)
Det er hvor man bruger en slave motor, som kan være hvilken somhelst type motor, motoren er forbundet sådan at den drejer akslen på den motor som skal køres ind.
Hovedformålet ved denne type af tilkøring er at undgå varme og den reaktion varmen skaber imellem kullet og kobberet. En god og skånsom metode.


Tilkøring I vand
En meget brugt men også omdiskuteret metode. En hovedårsagerne til at smide motoren I vand er at det snavs der opstår når motoren køres til, skylles ud og at motoren samtidig køles af det kolde vand under tilkøringen. (destilleret vand anbefales)

For at få motoren hurtigere tør kan man blande vandet med 50% ren alkohol, det gør at vandet fordamper hurtigere og til sidst kan man blæse motoren tør med trykluft, dog med lavt tryk ellers risikerer du at børsterne bliver flyttet fra den position de har fået ved break-in processen.

Det anbefales også at du bruger en meget åben motor til denne metode, en lukket motor dåse (can) vil gøre det sværere at få motoren ordenligt tør indevendigt.

Personligt er jeg ikke tilhænger af denne metode, da jeg ikke synes at elmotorer og vand hører sammen, det er besværligt og jeg vil altid frygte at min motor begynder at ruste indvendigt. Derud over er der mange kobber dele I en motor, som reagerer på vand og ilt og dermed skaber et tyndt lag af oxid, som er med til at formindske kontakten imellem kul og kobberet.


Her var nogle eksempler på metoder til at tilkøre en motor
Alle metoder har sine fordele og ulemper og I sidste ende kommer det nok an på hvad der passer dig bedst.


Måle effekten af en tilkøring
Det er rart at vide om de ændringer man laver på sin motor også har en effekt, måske føles det som om bilen kører hurtigere på banen, men det kan være svært at sige præcist hvor meget bedre motoren er blevet og om der virkelig er en reel effekt af tilkøringen. Derfor er det godt at have nogle værktøjer der kan hjælpe med at se om der er forbedringer og dermed også en motor med mere “overskud” hvilket betyder mere fart I din bil.
Det skulle være muligt, ved en effektiv tilkøring at opnå en optimering af en motor på ca. 10-20% I forbedret ydeevne. I et tæt løb, kan det måske lige være den del der gør at bilen vinder et løb. Især I nogle slot car racing og drag racing klasser hvor løb bliver afgjort på 1/1000 dele af et sekund vil det kunne have en afgørende effekt om et løb er vundet eller tabt.

Forbrug
Bruger du et Amp/watt meter, kan du måle hvor meget energi motoren forbruger.


Motor RPM
En anden metode er at måle motorens RPM (Revolutions per minute) før og efter tilkøring.
RMP kan du måle med et billigt Laser Photo Tachometer eller ved at optage lyden af din motor og bruge et lyd program til udregne din motors rpm.

En anden mulighed er appen Giri -The RPM Checker til at måle rpm, som kan fås til både iPhone og Android.


Dyno test
En anden metode er at teste din bil på en dyno, det lyder måske dyrt, men Tamiya har lavet en lille billig dyno, som hedder Mini 4wd Speed Checker, den er ikke lavet til seriøs dyno testing, men er god til at vise om en bil kører hurtigere før og efter tuning og derfor også fin til at vise effekten før og efter en tilkøring.

Motor break-in systemer: Geforce – Mini Break In System


Spørgsmål og svar (FAQ)

Udskiftning af børster og tilkøring efter hvert løb?

Der er mange faktorer der spiller ind;

Motortype?
Hvor lang tid har bilen kørt?
Hvordan er den blevet kørt?

Så som udgangspunkt vil jeg sige at en motor altid skal have skiftet børster og tilkøres op til et løb.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *